Weight ticker

tirsdag den 1. marts 2011

Smerter

Havde en meget ubehagelig oplevelse i søndags.. Jeg sad og havde spist aftensmad og ville gå ind i stuen for at se fjernsyn med ungerne indtil de skulle i seng, men da jeg rejste mig fra spisebordet fik jeg pludselig meget ondt i maven. Det blev hurtigt værre og jeg endte med at ligge sammenkrøllet på sofaen med kraftige smerter og kvalme. Min mand ringede til vagtlægen og jeg måtte tage derind med taxa mens manden blev hjemme med ungerne. Vagtlægen mærkede på min mave, men kunne ikke mærke noget mærkeligt, og da jeg havde haft afføring om morgenen så mente hun ikke at det kunne være tarmslyng. Jeg havde heller ikke spist mere end jeg plejer, så det var heller ikke en overbelastning af maven. Jeg har prøvet at have kraftige mavesmerter før, men ikke så slemt som i søndags. Begge de to foregående gange var det også ret kort tid efter at jeg havde spist.
Jeg har jo hørt at det er ret almindeligt at man får problemer med galdesten eller brok efter et stort vægttab og spurgte til det, men hun kunne ikke se noget brok og vidste ikke så meget om det.. ok.. ikke betryggende.. Hun gav mig bare en sprøjte med noget kvalme- og smertestillende og sendte mig hjem igen, hvor jeg gik tidligt i seng og sov i 12 timer.
Da jeg vågnede mandag var jeg på toilettet som normalt og havde jeg heller ikke ondt mere, men var lidt øm. Jeg besluttede at ringe til min egen læge, for jeg syntes ikke at vagtlægen virkede særligt overbevisende. Min egen læge ville gerne se mig og tage nogen blodprøver som måske kan fortælle om det har været et galdestensanfald. Hun tjekker alle "mave-tal", lever-tal og blodprocenten. Hun mærkede også grundigt på min mave og spurgte om en helt masse ting. I det hele virkede hun meget grundig.
Jeg skal ringe igen på fredag og få svar på prøverne og derudover har vi aftalt at hvis jeg får smerter igen så skal jeg kontakte lægerne med det samme, så de kan undersøge mig imens jeg har ondt. Hun syntes også at jeg skulle tage kontakt med det sygehus der har opereret mig, så lægen derude kan vurdere om det er noget der skal undersøges nærmere med f.eks. ultralyd eller kontrast.

Jeg var sgu temmeligt bange søndag da jeg lå der på sofaen og har været helt udmattet efter den omgang. Da jeg kom hjem fra lægen i går faldt jeg i søvn og sov uafbrudt i 14 timer indtil jeg skulle op her til morgen. Det har været hårdt, men på plus siden har jeg da tabt mig ned til 71 kg igen.. Det hjælper åbenbart på vægten at sove det meste af 1½ døgn..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar