Weight ticker

torsdag den 24. marts 2011

Æde-flip og galdesten

Så viste det onde mad-monster sig igen. Mon jeg nogensinde vil få et normalt forhold til mad?

Det startede fredag og varede hele weekenden.. jeg havde bare sindssygt lyst til mad og til at spise - hele tiden. Og det var ikke kun sundt mad! Det kostede mig et par dumpings og dårlig mave, men ikke engang det var nok til at få mig på ret køl. Shit altså!! Det var bestemt ikke min mest stolte time. Nu har jeg fået styr på mig selv igen, men jeg forstår overhovedet ikke hvad der gik galt. Det var som om det hele bare slog klik og jeg mistede kontrollen over mig selv.

Der er da også straks kontant afstraffelse, for udover at jeg var fysisk dårlig hele weekenden + mandag over det jeg hældte indenbords så er vægten med det samme røget 3 kg op. 3 KG!! Det er simpelthen uforståeligt, for selvom jeg har spist mere og usundere end normalt, så skal der altså ca. 21.000 kcal til at skabe 3 kg fedt og så meget har jeg dog trods alt ikke fået indenbords. Normale mennesker spiser ca. 2.000 kcal om dagen, og jeg ligger typisk på 1.200-1.500 kcal.

Jeg ville ønske at jeg vidste hvad det er der får mig til at få disse æde-flip, hvor jeg konstant hungrer efter mad og hvor jeg ikke har andet i hovedet end MAD MAD MAD! Nogen vil sikkert påstå at det er usikkerhed eller trøstespisning eller et eller andet psykisk, og det er da muligt, men jeg har bare ikke haft det hverken værre eller bedre end normalt den sidste uges tid, så jeg ved ikke lige hvad det skulle være der udløste det.
Har lige fået mens.. kan det være derfor min krop ville have mere næring? Vand i kroppen i forbindelse med mens kunne måske forklare noget af den store vægtøgning, og så håber jeg da at det forsvinder hurtigt igen i løbet af den næste uges tid.

For at snakke om noget helt andet, så har jeg været til kontrol på Hamlet og har været inde og snakke med lægen om mine mavesmerter. Jeg havde fået taget en masse blodprøver inden, som vi også kiggede på. Mine levertal er meget forhøjede. De skal ligge mellem 10 og 45 og mine tal er helt oppe over 90, selvom de var normale for et halvt år siden. Det og så mine beskrivelser af smerterne fik lægen på Hamlet til at mene at det var meget sandsynligt at det er galdestensanfald jeg har haft. Jeg skulle derfor kontakte min egen læge og få en henvisning til en ultralydsundersøgelse. Nu er jeg spændt på at finde ud af hvor lang ventetid der er på sådan en.

De andre blodprøver var rigtigt rigtigt flotte. Både Diætist og læge kunne se at jeg havde helt styr på maden (det meste af tiden) og gør alt det rigtige. En sjov lille detalje var at lægen kunne se at mit kolesterol var steget i løbet af det sidste år, men da han kiggede tallene efter, så viste det sig at det dårlige kolesterol var faldet, men at det totale kolesterol var steget fordi det gode kolesterol næsten var fordoblet fra 1.0 til 1.8. Det gode kolesterol skal ligge over 1.2 for at forhindre åreforkalkning, så lægen var meget imponeret over mine tal.

Det var hvad jeg havde på hjertet i dag.
God lille-fredag til alle

1 kommentar:

  1. Hvis du spiser meget lidt til dagligt og får ædeflip, så tror jeg godt at der kan ligge 3 kg. mere i fordøjelses-systenet, uden at det sidder på kroppen. Husk også på at en del af de du "taber" er vand, som kroppen har brug for for at fungere normalt.

    Jeg tror at et ædeflip kan skyldes at der er noget du får for lidt af, måske sukker til hjernen. Hjernen kan ikke fordøje fedt, som energi, så hvis du ikke har sukker nok, sulter din hjerne. Det kan også være mineraler og vitaminer. jeg ved ikke hvordan din kur er designet.

    Måske kan du have glæde af at kikke på mine skriverier om kost(procentkuren) og galdesten. Husk forum :-)

    Mvh.
    Anders
    (jeg er fed og sund :-) siger min læge.)

    SvarSlet