Vægt morgen: 72,5 kg
Mål talje: 80 cm
Mål hofte: 99 cm
Mål lår: 59 cm
Så blev det tid til suppekur. Jeg har vejet mig her til morgen og har taget et par mål på de steder på kroppen hvor jeg gerne vil tabe mig lidt mere. Jeg har hørt om flere der har tabt sig rigtigt meget på en uge, men kiloene sidder som bekendt en hel del løsere, når der er rigtigt mange af dem. Jeg er meget spændt på hvordan kuren kommer til at virke på sådan en som mig, der ikke har så meget at tabe af. Hvis det vægttab jeg opnår mest er vand, vil jeg forvente at se et fald i vægten, men ikke på cm. Mit succeskriterium må altså være at jeg kan se en ændring både på vægt og cm. Jeg vil veje og måle mig igen efter en uge på suppekuren.
Der er masser af sider på nettet om denne kur, men ikke så mange der skriver om deres erfaringer undervejs. Jeg vil derfor prøve at holde jer opdateret gennem hele projektet.
På dag 1 må jeg spise suppe og frugt samt drikke vand, the, kaffe og usødet saft. Desuden har jeg valgt at jeg må få en proteinshake.
Jeg har lavet en meget stor portion suppe, som jeg har stillet i køleskabet, så jeg kan varme en portion når jeg bliver sulten. Udover de ingredienser der skulle i suppen har jeg valgt at krydre med masser af persille, hvidløg, karry og cayennepeber. Suppen er stærk, men smager helt fantastisk. Min mand er ret kræsen, men ville gerne smage og kunne også rigtigt godt lide den.
Jeg har ikke været specielt sulten idag, for suppen mætter rigtigt godt, så indtil videre passer kuren mig rigtigt godt.
Maden dag 1
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
½ honningmelon
2 pærer
1 protein shake
i alt ca. 600 kcal og 33 g protein.

Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar