Weight ticker

torsdag den 31. marts 2011

Dag 6

Dag 6 minder meget om dag 5, for jeg må få suppe, magert kød, og ubegrænsede grøntsager samt drikke vand, the og kaffe. Ingen proteinshake da jeg jo får protein fra kødet.

Jeg ved ikke om der er så meget nyt at fortælle her på dag nr. 6 udover at jeg ligesom på dag 2 savner noget sødt og går og er lækkersulten. Jeg har her til aften for første gang begyndt at kunne mærke tegn på at mit blodsukker er lavt. Jeg bliver svimmel når jeg rejser mig op og jeg kan også mærke en smule træthed i musklerne. Det er nok ikke så underligt, for jeg gik en tur på 45 min i går, og det forbrænder jo også en del.

I morgen bliver en hård dag, for der spiser vi fælles morgenmad på arbejdet. Hvordan kommer det til at gå når jeg skal sidde og se mine kollegaer spise franskbrød med fuldfed ost, marmelade eller nutella? Jeg er sååå lækkersulten og glæder mig til lørdag hvor jeg vil drikke en masse cola light.

Maden dag 6
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
350g kylling
50 g iceberg
2 snackpeber
8 cherrytomater
100 g hvidkål

i alt ca. 780 kcal og 90 g protein.

onsdag den 30. marts 2011

Dag 5

På dag 5 må jeg få suppe, op til 350g magert kød, 6 tomater samt drikke vand, the og kaffe. Ingen proteinshake da jeg jo får protein fra kødet.

Så kom dagen hvor jeg spiste det sidste af min fedtforbrændingssuppe. Der er altså ikke nok til en hel uge i sådan en portion, hvis man spiser så meget af det som jeg gør. Altså stod jeg i går og skar en forfærdelig masse grøntsager igen, så jeg nu har endnu en kæmpegryde stående i mit køleskab med suppe til de sidste to dage og mere til. I dag har jeg fået kylling og det var rigtigt skønt, selvom jeg egentlig synes at 350g rå kylling ikke fylder ret meget i tilberedt stand. Er jeg begyndt at blive frustreret over mængden af mad? Opdager lige at jeg nu to dage i træk har syntes at der skulle have været mere af et eller andet. Hmm.. Det ser ud til at min underbevisthed er mere påvirket end jeg selv går og føler mig. For et par uger siden ville jeg have syntes at den mængde kylling jeg har fået i dag var temmeligt stor.

Blev efter min mad-frustration igår mindet om at jeg jo kan spise alt det suppe jeg har lyst til, og derfor ikke behøver at være sulten. Det ved jeg godt. Jeg tror ikke at det er sulten der har været problemet, men det at jeg har været vant til at gå og små-spise rigtigt mange gange i løbet af dagen. Det gør man ikke lige med suppen, for så skulle jeg jo have 3-4 madpakker med på arbejde hver dag og jeg har heller ikke tid til at gå og varme suppe så ofte. Derfor har jeg haft det nemmest de dage hvor der har været ubegrænset frugt eller grøntsager. Så kan jeg nemt bare tage et eller andet når jeg bliver små-sulten. Det er det jeg har savnet, for 3 bananer eller 5-6 tomater kan bare ikke dække det behov jeg har for mikro-måltider. Nu glæder jeg mig til i morgen, hvor jeg både må få kød og spise masser af grønt. Bliver det den bedste dag på hele ugen? Det tror jeg.

Har desværre stadig ikke fået gang i maven, så har nødsaget mig til at tage et par magnesia piller her til aften. Så skulle der gerne snart ske noget.

Maden dag 5
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
350g kylling
6 små blommetomater
4 cherrytomater

i alt ca. 750 kcal og 88 g protein.

tirsdag den 29. marts 2011

Dag 4

På dag 4 af suppekuren må jeg få suppe, 3 bananer, 2 glas skummetmælk samt drikke vand, the og kaffe. Desuden har jeg igen valgt at jeg må få en proteinshake, men den erstatter det ene glas mælk.

I dag synes jeg har været den sværeste indtil nu. Det er selvfølgelig skønt at kunne spise banan og drikke mælk, for bananerne er dejligt søde og jeg har savnet min mælk om morgenen. Desværre er tre bananer ikke ret meget i forhold til at jeg de andre dage har kunnet spise mig mæt i grøntsager og frugt. Jeg har bare været så sulten. Det hjalp heldigvis på det at jeg har haft meget travlt på arbejdet i dag, så jeg havde faktisk ikke rigtigt tid til at spise noget. Hvis jeg havde siddet stille hele dagen eller havde kedet mig, er jeg ikke sikker på at jeg ville være kommet igennem dagen uden at snyde.
Jeg kan mærke at mit søvnbehov tilsyneladende er steget. Klarer mig normalt med 6-7 timers søvn, men lige nu sidder jeg og gaber og er på vej i seng. Måske bliver jeg nødt til at sætte min nattesøvn op til 8 timer resten af ugen.

Har her til aften kogt 350 g kylling i tern til min mad i morgen. Jeg glæder mig rigtigt meget :D

Maden dag 4
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
3 bananer
1 glas skummetmælk
1 protein shake

i alt ca. 600 kcal og 41 g protein.

mandag den 28. marts 2011

Dag 3

På dag 3 må jeg spise suppe, frugt og grøntsager samt drikke vand, the og kaffe. Der er mange kulhydrater i frugt, så der er ingen kartoffel til aftensmaden. Desuden har jeg valgt at jeg må få en proteinshake.

Det er første dag på kuren hvor jeg skal på arbejde. De to foregående dage har jeg kunnet sove længe og det har gjort dagen kortere. Det var ikke muligt i dag. Jeg har (heldigvis) ikke for vane at spise morgenmad, så det var ikke noget problem. Jeg nøjedes med vand og mine vitaminpiller. Jeg plejer at drikke skummetmælk om morgenen, for min mave er ikke så god til rent koldt vand. Sådan har det været siden min operation, og jeg ved at der er mange GBY opererede der har det på samme måde. I stedet dryppede jeg et par dråber citronsaft i mit vand og så gik det meget bedre.
Jeg har heldigvis mulighed for at varme mad i mikrobølgeovn på arbejdet, så jeg pakkede en stor portion suppe ned og tog med. Jeg lavede desuden i går aftes en meget stor skålfuld salat bestående af hvidkål, æbler og frisk ananas som jeg tog noget med af. Resten af salaten spiste jeg i eftermiddags og her til aften. Desuden spiste jeg i løbet af dagen et par skiver honningmelon og et par cherrytomater. Jeg er glad for at kunne spise frugt igen, for jeg savnede det søde rigtigt meget i går. Den megen frugt kan dog også ses på energi-regnskabet.
Fysisk mærker jeg ikke noget til kuren endnu, bortset fra de manglende toiletbesøg. Jeg har læst at mange bliver trætte og sløje af kuren, men det har jeg nu ikke oplevet. Måske er det fordi at jeg i forvejen lever på ca. 1200 kcal om dagen og springet ned til 600-800 kcal derfor ikke er så stort. Hmm.. Det betyder jo nok også at jeg ikke kommer til at tabe mig ret meget af det, da jeg jo er vægtstabil på de 1200 kcal. Oh well.. lidt har også ret. :D

"Sjove" detaljer fra dagens kost. Jeg er i dag kommet op på 25 g kostfibre, så jeg håber på at det kan sætte lidt gang i maven. Til gengæld ca. 100 g af dagens 150g kulhydrater fra forskellige sukkerarter. Det er jo helt vildt usundt.


Maden dag 3
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
250 g æbler
250 g hvidkål
350 g frisk ananas
10 cherrytomater
3 skiver honningmelon
1 protein shake

i alt ca. 800 kcal og 35 g protein.

søndag den 27. marts 2011

Dag 2

På dag 2 må jeg spise suppe og grøntsager samt drikke vand, the og kaffe. Til aftensmaden må jeg få en bagt kartoffel med en smule smør. Desuden har jeg valgt at jeg må få en proteinshake.

Jeg synes stadig at suppen smager mig godt, og jeg kan spise masser af grønt, så jeg har ikke følt mig sulten. Til gengæld er lækkersulten begyndt at sætte ind for alvor. Jeg sender lange blikke efter den mad som resten af familien spiser og jeg savner min cola light og mælken i theen.
Jeg synes også at jeg skal tisse hele tiden. Der er selvfølgelig meget vand i både suppe og grøntsager, men måske er der alligevel noget om at der ryger mere vand ud af kroppen, end der kommer ind. Jeg begynder også at kunne mærke på min mave at der ikke er så mange kostfibre i maden. Jeg håber ikke at det bliver et større problem senere på ugen.


Maden dag 2
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
1 rød peberfrugt
150 g hvidkål
150 g cherrytomater
1 bagt kartoffel
1 protein shake

i alt ca. 720 kcal og 40 g protein.

lørdag den 26. marts 2011

Dag 1

Vægt morgen: 72,5 kg
Mål talje: 80 cm
Mål hofte: 99 cm
Mål lår: 59 cm

Så blev det tid til suppekur. Jeg har vejet mig her til morgen og har taget et par mål på de steder på kroppen hvor jeg gerne vil tabe mig lidt mere. Jeg har hørt om flere der har tabt sig rigtigt meget på en uge, men kiloene sidder som bekendt en hel del løsere, når der er rigtigt mange af dem. Jeg er meget spændt på hvordan kuren kommer til at virke på sådan en som mig, der ikke har så meget at tabe af. Hvis det vægttab jeg opnår mest er vand, vil jeg forvente at se et fald i vægten, men ikke på cm. Mit succeskriterium må altså være at jeg kan se en ændring både på vægt og cm. Jeg vil veje og måle mig igen efter en uge på suppekuren.
Der er masser af sider på nettet om denne kur, men ikke så mange der skriver om deres erfaringer undervejs. Jeg vil derfor prøve at holde jer opdateret gennem hele projektet.

På dag 1 må jeg spise suppe og frugt samt drikke vand, the, kaffe og usødet saft. Desuden har jeg valgt at jeg må få en proteinshake.

Jeg har lavet en meget stor portion suppe, som jeg har stillet i køleskabet, så jeg kan varme en portion når jeg bliver sulten. Udover de ingredienser der skulle i suppen har jeg valgt at krydre med masser af persille, hvidløg, karry og cayennepeber. Suppen er stærk, men smager helt fantastisk. Min mand er ret kræsen, men ville gerne smage og kunne også rigtigt godt lide den.
Jeg har ikke været specielt sulten idag, for suppen mætter rigtigt godt, så indtil videre passer kuren mig rigtigt godt.


Maden dag 1
2 store portioner Fedtforbrændingssuppe
½ honningmelon
2 pærer
1 protein shake

i alt ca. 600 kcal og 33 g protein.

fredag den 25. marts 2011

Suppekuren

På trods af at vægten svinger med 2-3 kg, så har jeg jo været ret vægtstabil igennem de sidste 3-4 måneder. Jeg vil rigtigt gerne tabe de sidste par kg, og for at kunne det har jeg nu besluttet at afprøve den berømte og berygtede suppekur.

Kuren har mange navne: Fedtforbrændingskuren, Rigshospitalets suppekur, sacred heart memorial hospital diet og skulle efter sigende være en suppe opfundet til at få hjertepatienter til at tabe sig meget hurtigt inden operation. Det er ikke korrekt. Hverken Rigshospitalet eller Sacred heart memorial hospital har noget som helst med suppen at gøre.

Suppen har vist sig meget effektiv for mange mennesker, der har tabt sig 3-7 kg pr. uge, men har også fået en hel del hug med på vejen. Kigger man på indholdet i suppen forstår man godt hvorfor. Der er stort set ingen næring i, hvilket jo er hele ideen, men der er heller ikke mange af de vitaminer, mineraler og andre byggesten som kroppen har brug for. Bl.a. protein og olier. Spiser man kun suppen vil man derfor hurtigt komme i et alvorligt underskud af stort set alt og man vil få mangelsymptomer og tab af muskelmasse.
En meget stor andel af det vægttab man får undervejs kommer da heller ikke fra fedt, men fra vand. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan, da man jo indtager en masse vand fra suppen, men det er blevet vist flere gange at det er tilfældet. Vandet der forsvinder kommer tilbage når man begynder at spise normalt igen og man tager derfor straks en stor del af det tabte på igen.
Suppen er heldigvis tilrettelagt så man også spiser andre ting en suppen. Der er en liste regler der skal overholdes. Man må f.eks. ikke drikke væske med kulsyre, dvs ingen cola light og ikke engang danskvand. Man må ikke drikke alkohol under hele forløbet og man må ikke spise noget som helst der er tilberedt i fedtstof eller som indeholder mel, sukker eller sødemidler. Til gengæld skal man på udvalgte dage spise grøntsager, frugt, magert kød og drikke skummetmælk.
Nogen siger at man kan følge suppekuren i 2-3 uger af gangen, men jeg vil nok anbefale at man nøjes med at følge kuren i en enkelt uge af gangen og evt. efterfulgt af en proteinkur, der kan hjælpe til med at fylde proteindepoterne op igen efterfølgende.

Netop det meget lave proteinindhold gør at jeg har valgt at lave en ændring i suppe-kuren så den passer bedre til mig. Jeg har besluttet at indføre en proteinshake de dage hvor der ikke er kød på programmet. Nogen mennesker påstår at det er opdelingen af madvarer der gør kuren så effektiv. De mener at når man kun spiser frugt den første dag og kun grøntsager på dag to, så er det fordi det har betydning for kroppens stofomsætning eller er vigtigt for udrenselse af affaldsstoffer. Den tror jeg altså ikke på. I bund og grund tror jeg at det mest af alt handler om at være i ekstremt energiunderskud så længe kuren varer. Min proteinshake indeholder både skummetmælk og kunstige sødemidler, men jeg tvivler på at det har den helt store betydning for resultatet, og jeg er altså mere bekymret for protein-mangel end jeg er for en smule sukkererstatning.


Her kommer så opskrift og dagsprogram:


Fedtforbrændingssuppe til en hel uge - giver ca. 10 liter:

  • ½ hvidkålshoved, ca. 500g
  • 2 dåser flåede tomater
  • 3 store hvide løg
  • 2 dåser grønne bønner
  • 1 kg gulerødder
  • 2 grønne peberfrugter
  • et bundt bladselleri
  • 6 terninger oksebouillon
  • 1 liter Karolines tomatsuppe
  • 1 glas tacosauce
  • 2 stk Fond du Chef
  • ca. 5½ liter vand

Grøntsagerne snittes og lægges i en gryde, hvor de dækkes med vand. Suppen krydres med bouillon, tomatsuppen, fond tacosauce samt salt, peber, paprika, karry eller hvad du ellers har lyst til. Grøntsagerne koges ved høj varme i 10 min hvorefter den simrer ved lavere varme til grøntsagerne er møre. Nogen vælger at blende suppen, men det er smag og behag. Suppen kan fryses.

En halv liter af denne suppe vil give ca. 90 kcal. Indhold pr. 100g: 18 kcal/76 kJ 0,6g protein, 3g kulhydrat og 0,6g fedt.


Dag 1:
Spis kun suppe og frugt. Spis ikke bananer. Drik kun vand eller usødetfrugtjuice.

Dag 2:
Spis kun suppe og grøntsager. Til aftensmaden må du spise en bagt kartoffel meden smule fedtstof. Spis ikke ærter, bønner og majs. Drik kun vand.

Dag 3:
Spis kun suppe + frugt og grøntsager. Ingen bananer, ærter, bønner, majs eller kartoffel. Drik kun vand eller usødet frugtjuice.

Dag 4:
Spis kun suppe + max 3 bananer og op til 2 glas skummetmælk. Drik derudover vand.

Dag 5:
Spis suppen mindst en gang. Spis derudover op til 350g magert kød: Steak, kylling, fisk og op til 6 tomater. Drik masser af vand.

Dag 6:
Spis suppen mindst en gang. Spis desuden alt det magre kød du har lyst til samt grøntsager. Ingen ærter, bønner eller majs.

Dag 7:
Spis suppen mindst en gang. Derudover må man spise brune ris eller natur ris, grøntsager og usødet frugtjuice.

Det gælder under hele forløbet at man skal drikke masser af vand.

torsdag den 24. marts 2011

Æde-flip og galdesten

Så viste det onde mad-monster sig igen. Mon jeg nogensinde vil få et normalt forhold til mad?

Det startede fredag og varede hele weekenden.. jeg havde bare sindssygt lyst til mad og til at spise - hele tiden. Og det var ikke kun sundt mad! Det kostede mig et par dumpings og dårlig mave, men ikke engang det var nok til at få mig på ret køl. Shit altså!! Det var bestemt ikke min mest stolte time. Nu har jeg fået styr på mig selv igen, men jeg forstår overhovedet ikke hvad der gik galt. Det var som om det hele bare slog klik og jeg mistede kontrollen over mig selv.

Der er da også straks kontant afstraffelse, for udover at jeg var fysisk dårlig hele weekenden + mandag over det jeg hældte indenbords så er vægten med det samme røget 3 kg op. 3 KG!! Det er simpelthen uforståeligt, for selvom jeg har spist mere og usundere end normalt, så skal der altså ca. 21.000 kcal til at skabe 3 kg fedt og så meget har jeg dog trods alt ikke fået indenbords. Normale mennesker spiser ca. 2.000 kcal om dagen, og jeg ligger typisk på 1.200-1.500 kcal.

Jeg ville ønske at jeg vidste hvad det er der får mig til at få disse æde-flip, hvor jeg konstant hungrer efter mad og hvor jeg ikke har andet i hovedet end MAD MAD MAD! Nogen vil sikkert påstå at det er usikkerhed eller trøstespisning eller et eller andet psykisk, og det er da muligt, men jeg har bare ikke haft det hverken værre eller bedre end normalt den sidste uges tid, så jeg ved ikke lige hvad det skulle være der udløste det.
Har lige fået mens.. kan det være derfor min krop ville have mere næring? Vand i kroppen i forbindelse med mens kunne måske forklare noget af den store vægtøgning, og så håber jeg da at det forsvinder hurtigt igen i løbet af den næste uges tid.

For at snakke om noget helt andet, så har jeg været til kontrol på Hamlet og har været inde og snakke med lægen om mine mavesmerter. Jeg havde fået taget en masse blodprøver inden, som vi også kiggede på. Mine levertal er meget forhøjede. De skal ligge mellem 10 og 45 og mine tal er helt oppe over 90, selvom de var normale for et halvt år siden. Det og så mine beskrivelser af smerterne fik lægen på Hamlet til at mene at det var meget sandsynligt at det er galdestensanfald jeg har haft. Jeg skulle derfor kontakte min egen læge og få en henvisning til en ultralydsundersøgelse. Nu er jeg spændt på at finde ud af hvor lang ventetid der er på sådan en.

De andre blodprøver var rigtigt rigtigt flotte. Både Diætist og læge kunne se at jeg havde helt styr på maden (det meste af tiden) og gør alt det rigtige. En sjov lille detalje var at lægen kunne se at mit kolesterol var steget i løbet af det sidste år, men da han kiggede tallene efter, så viste det sig at det dårlige kolesterol var faldet, men at det totale kolesterol var steget fordi det gode kolesterol næsten var fordoblet fra 1.0 til 1.8. Det gode kolesterol skal ligge over 1.2 for at forhindre åreforkalkning, så lægen var meget imponeret over mine tal.

Det var hvad jeg havde på hjertet i dag.
God lille-fredag til alle

mandag den 14. marts 2011

-50 kg .. Igen

SÅ har jeg med megen møje og besvær endelig gjort mig fortjent til min -50 kg medalje igen.. SKØNT! Nu håber jeg bare at den vil blive siddende.. Håber stadig på at komme under 70 kg, men det ser desværre ud til at jeg er helt færdig med at tabe mig.
Jeg synes ellers at jeg kæmper for det. Spiser 1200-1500 kcal om dagen og får masser af protein og så træner jeg med løb og step 3-4 gange om ugen. Jeg prøver også at gå 10-15 min tidligere fra arbejde nogen af dagene, så jeg kan nå at gå en tur langs busruten hjem. Jeg går ret hurtigt og prøver at se hvor langt jeg kan nå at gå før bussen kommer. Jeg er desværre ret stille-siddende på arbejdet og det kan jeg ikke gøre ret meget ved.
Jeg har svært ved at skulle affinde mig med at jeg ikke taber mig mere. Synes jo at jeg burde være i energi-underskud med det kcal indtag og aktivitetsniveau, så jeg forstår det simpelthen ikke. Det er ulogisk for mig. Jeg kan se på madlog at mange af dem der har tabt sig ned til BMI 20 ikke spiser mere end 800-1000 kcal om dagen selvom det er flere år siden de blev opereret. Kan det virkelig være sundt? Det tror slet ikke jeg ville kunne komme igennem dagen på sådan en diæt, går det ikke ud over muskelmassen?
Derudover er jeg jo virkelig sulten igen. Lige så meget som før operationen. Jeg føler sult og kan spise ret store portioner, så det føles som om jeg er konstant på slankekur.. nøjagtig som før jeg blev opereret. Men det er da nemmere nu, for jeg har jo opnået utroligt meget og jeg tror at jeg har viljestyrke nok til ikke at sætte det hele over styr ved at falde tilbage i mine gamle vaner.

Har ikke hørt noget fra Hamlet om mine blodprøver og svar-ark. Jeg tror at jeg ringer derud snart..

onsdag den 9. marts 2011

intet nyt...

Så fik jeg da svar på de blodprøver jeg fik taget ved lægen sidste mandag. Jeg har let forhøjede levertal og mit blodplade-tal er lidt lavt. Lægen vidste ikke helt om det var noget der betød noget, så egentlig er jeg lige vidt. Har læst et sted at galdesten giver forhøjede levertal, så mon ikke det er det der er på spil.

Jeg kontaktede også Hamlet i Århus for at snakke med lægen der og få en vurdering fra ham. Han var optaget og ville ringe tilbage. Det har han ikke gjort... Det er samtidig tid for min 1 års undersøgelse og jeg har udfyldt papirerne og fået taget et helt batteri blodprøver i torsdags. Jeg har skrevet i papirerne om mine smerter og at jeg gerne vil snakke med en læge, og så håber jeg på at de tager kontakt til mig. De er holdt op med tage folk ind til personlig kontrol ved 1 års undersøgelsen med mindre der er nogen problemer. Føler desværre ikke at opfølgning bliver taget særligt alvorligt af lægerne på Hamlet. Jeg håber da at de ved hvad de har gang i...

lørdag den 5. marts 2011

Ritter Sport

Jeg skrev jo for et stykke tid siden at jeg igennem Buzzador.com kunne blive udtaget til at prøvesmage chokolade og på den måde være med til at promovere et nyt produkt.

Så kom der jo chokolade til mig.. masser af chokolade.. og det er jo ikke det bedste i verden for en som mig, men heldigvis behøver man jo ikke at spise mere end et enkelt stykke eller to for at smage på en plade chokolade. Efter en gastric bypass operation er man jo noget mere kræsen med hvad man putter i munden af usunde sager, så selvom man ikke kan spise en masse chokolade er man måske en mere kritisk bedømmer end de fleste. Hele ideen er jo også at jeg skal dele chokolade ud til venner og familie, så de kan prøvesmage det også.

Jeg fik tilsendt 20 plader Ritter Sport chokolade. De 16 af pladerne var gamle kendinge som nougat, marcipan, mælkechokolade med hele nødder, hvid chokolade med hele nødder og kiks. De sidste 4 plader var Ritter Sports nye satsning: "Jordbær yoghurt". Jeg har delt chokolade ud til min familie, venner og kollegaer og det har været en kæmpe succes. Det er jo heller ikke vanskeligt at gøre folk glade med sådan et produkt. Alle elsker jo chokolade. :)

Hvad synes vi så om den nye Jordbær yoghurt chokolade variant?? Jamen den helt generelle konsensus er at den er rigtigt god. De fleste kan rigtigt god lide at den er lidt syrlig og knap så sød som mange af de andre chokolade varianter.
Et par enkelte synes dog også at jordbær-smagen er for kunstig og virker syntetisk, selvom det ifølge varedeklarationen skulle være ægte jordbær der er brugt.

Personligt vil jeg ikke afvise at jeg på et tidspunkt vil kunne finde på at købe Jordbær-yoghurt i butikkerne. Jeg har dog gennem denne prøve-pakke fundet ud af at min egen personlige Ritter Sport favorit er Rittersport med pebermynte fyld.. Lækker frisk smag.

Lidt om Buzzador:

Som buzzador kan du prøve nye produkter og tjenester uden at det koster dig noget.

Hvor længe det tager før du kommer med i din første kampagne kan variere. Der kan gå et par uger eller måneder afhængig af, hvor godt du passer ind i de kommende kampagner.

Når det bliver muligt for dig at komme med i en kampagne, får du direkte besked om det via e-mail.

Klik på linket nedenfor, så det fremgår at det er mig, som har tilbudt dig at komme med:

Tilmeld dig som buzzador

tirsdag den 1. marts 2011

Smerter

Havde en meget ubehagelig oplevelse i søndags.. Jeg sad og havde spist aftensmad og ville gå ind i stuen for at se fjernsyn med ungerne indtil de skulle i seng, men da jeg rejste mig fra spisebordet fik jeg pludselig meget ondt i maven. Det blev hurtigt værre og jeg endte med at ligge sammenkrøllet på sofaen med kraftige smerter og kvalme. Min mand ringede til vagtlægen og jeg måtte tage derind med taxa mens manden blev hjemme med ungerne. Vagtlægen mærkede på min mave, men kunne ikke mærke noget mærkeligt, og da jeg havde haft afføring om morgenen så mente hun ikke at det kunne være tarmslyng. Jeg havde heller ikke spist mere end jeg plejer, så det var heller ikke en overbelastning af maven. Jeg har prøvet at have kraftige mavesmerter før, men ikke så slemt som i søndags. Begge de to foregående gange var det også ret kort tid efter at jeg havde spist.
Jeg har jo hørt at det er ret almindeligt at man får problemer med galdesten eller brok efter et stort vægttab og spurgte til det, men hun kunne ikke se noget brok og vidste ikke så meget om det.. ok.. ikke betryggende.. Hun gav mig bare en sprøjte med noget kvalme- og smertestillende og sendte mig hjem igen, hvor jeg gik tidligt i seng og sov i 12 timer.
Da jeg vågnede mandag var jeg på toilettet som normalt og havde jeg heller ikke ondt mere, men var lidt øm. Jeg besluttede at ringe til min egen læge, for jeg syntes ikke at vagtlægen virkede særligt overbevisende. Min egen læge ville gerne se mig og tage nogen blodprøver som måske kan fortælle om det har været et galdestensanfald. Hun tjekker alle "mave-tal", lever-tal og blodprocenten. Hun mærkede også grundigt på min mave og spurgte om en helt masse ting. I det hele virkede hun meget grundig.
Jeg skal ringe igen på fredag og få svar på prøverne og derudover har vi aftalt at hvis jeg får smerter igen så skal jeg kontakte lægerne med det samme, så de kan undersøge mig imens jeg har ondt. Hun syntes også at jeg skulle tage kontakt med det sygehus der har opereret mig, så lægen derude kan vurdere om det er noget der skal undersøges nærmere med f.eks. ultralyd eller kontrast.

Jeg var sgu temmeligt bange søndag da jeg lå der på sofaen og har været helt udmattet efter den omgang. Da jeg kom hjem fra lægen i går faldt jeg i søvn og sov uafbrudt i 14 timer indtil jeg skulle op her til morgen. Det har været hårdt, men på plus siden har jeg da tabt mig ned til 71 kg igen.. Det hjælper åbenbart på vægten at sove det meste af 1½ døgn..