Weight ticker

mandag den 4. januar 2010

Forundersøgelse 2

Hej

Så har jeg været til Fu2. Det eneste forundersøgelse der var i det var egentlig en vejning for at tjekke at jeg havde tabt det jeg skulle. Vægten sagde 106,7 og skulle bare være under 109,5, så jeg fik et "skideflot gået" af Majken, der er diætist på Eira :)

Jeg var der som en af de første. Jeg skulle møde kl. 9, men var der allerede kl. 8.40, da min mand satte mig af på vej til arbejdet. Majken var allerede begyndt at veje folk, og jeg kom til med det samme. Der lå mapper med navn på fremme til dem der skulle til forundersøgelse og deri var lidt information samt en recept på b12 ampuller og en der sørger for at man kan købe proteindrik på apoteket med tilskud. Der var også en pose med et par proteindrikke, som man kunne få hjem til prøvesmagning. Der kom rigtigt mange mennesker, der skulle vejes, så det gik der noget tid med. Imens sad jeg og sludrede med nogen af de andre fremmødte. Sjovt nok sad jeg sammen med en der skal opereres på fredag, en der skal på lørdag og en der skal mandag, så dem ser jeg nok ikke meget til derude.
Omkring kl 10 blev det tid til den første omgang fælles information som Majken stod for. Hun fortalte om kosten de første 4 uger efter operationen og hvad man skal passe på med, hvis man gerne vil have et godt resultat af operationen. Til stede var også en der blev opereret for 6 uger siden og en der havde været opereret i 4 måneder. De fortalte også en lille smule, og jeg sludrede lidt med en af dem bagefter også. Hun var blevet opereret i Belgien og havde vist ikke fået så meget information, så hun kunne også lære noget af det.
Efter en kort pause kom en sygeplejerske fra sengeafsnittet og fortalte om hvad der skal ske lige inden og efter operationen. Hun virkede meget kompetent og det var rigtigt rart. Jeg har også næsten kun læst gode ting om sygeplejerskerne, så det er rigtigt rart.

Efter infomødet tog jeg ind til byen for at handle ind på apoteket. Jeg har købt unikalk forte, B12 ampullerne og nogle proteindrikke. Jeg ved godt jeg først skal bruge B12 ampullerne om to-tre måneder, men jeg kunne jo lige så godt købe dem med det samme, for de kan holde sig til år 2014, og så skal jeg ikke tage den ekstra tur på apoteket senere. B12 ampullerne gives der støtte til fra sygesikring danmark, så det var en rar overraskelse.

Jeg er stadig meget nervøs og bange for operationen og alt det nye og usikre bagefter, men det var ret beroligende både at høre fra de fagfolk, der skal hjælpe en, og at se alle de mange mange andre der skal igennem det samme. For selvfølgelig har de stor erfaring på Eira og man ville ikke lade så mange mennesker gå operationen igennem, hvis det var meget risikofyldt. Nu får vi at se hvor mange gange i den kommende uge at jeg får behov for at skrive hvor bange jeg er, for selvom det virker ok nu, så ved jeg også godt at jeg lå vågen det halve af natten i går og sikkert får mange søvnløse nætter indtil det er overstået. Eller det vil sige max 6 søvnløse nætter, for længere tid er der jo ikke. :)

1 kommentar:

  1. hej vil lige sige godt gået. jeg skal selv gennem en gastric bypass den 25.11. glæder mig helt vildt. mangler kun 5 kg så kan jeg komme under kniven på mølholm.

    SvarSlet