Jeg havde min søster med og vi mødte op som foreskrevet kl. 11.30 og blev henvist til nogle stole og borde i foyeren. Der sad vi så helt palle alene. Jeg troede jo at der ville være mange mennesker til Fu1, så jeg syntes det var temmelig mærkeligt, men jeg var åbenbart den allerførste. Jeg blev først kaldt ind til en læge, der stillede en masse spørgsmål. Han ville blandt andet vide om jeg havde forskellige følgesygdomme, om jeg havde været i narkose før og om jeg var allergisk over for noget. Han ville også vide hvad for noget medicin jeg får, jeg får dog ikke noget i øjeblikket, og hvor længe jeg havde været psykisk stabil siden min sidste depression. Det virkede ikke som om der var nogen forkerte svar og fortalte da også alt hvad jeg kunne komme i tanke om. Min søster var med inde, og der var heller ikke noget hun ikke allerede vidste.
Han kiggede også i computeren for at se resultaterne af mine blodprøver. Jeg har for lidt D-vitamin og skal tage ekstra tabletter for det. Desuden kunne han se at jeg havde forhøjet urinsyre i blodet, hvilket kan give urinsyregigt, hvis jeg ikke sørger for at få rigeligt med væske. Han tjekkede desuden for brok og så fik jeg taget blodtryk og EKG. Alt var i orden, BP var 120/80, så rigtigt fint.
Næsten med det samme bagefter kom vi ind til Diætisten. Hun spurgte om hvorfor jeg havde taget på og ville vide hvad der ville være den vigtigste ændring jeg skulle foretage hvis jeg skulle tabe mig. Jeg har ikke en sød tand, så det handler mest om portionsstørrelser ved alle måltider. Hun forklarede hvad operationen går ud på og hvordan operationen vil påvirke madens vej igennem tarmsystemet. Så begyndte hun at regne ud hvor meget jeg skal tabe mig, og jeg viste hende sedlen fra min læge om at min vægt d. 23. oktober var 120,8 og fortalte at jeg nu vejer 109,6 kg. Min henvisningsvægt var 118 kg, så hun valgte at beregne de 8 % udfra 119 kg. Jeg ved ikke helt hvorfor. Nå men resultatet blev at jeg skal ned på 109.5. Så smuttede jeg på vægten og utroligt nok viste den nøjagtigt det samme som min wii gjorde i aftes, nemlig 109,6 kg. Jeg mangler altså 0,1 kg.

Hun spurgte så om jeg var klar til OP i uge 51, men jeg måtte afslå, da det passer dårligt med arbejdet, så jeg fik hende til at notere uge 1 i stedet. Hun fortalte så at der var en del der skulle til Fu2 d. 4. januar, så der kunne jeg jo nok komme med også. Det var endda muligt at jeg ville blive opereret samme dag eller ganske kort derefter. Den nøjagtige dato får jeg nok med posten.
Jeg fik også en masse papirer med som jeg ikke har haft tid til at kigge på endnu.
Nu var kl. så 12.30 og det næste på programmet var foredraget med kirurgen kl. 16. Min søster og jeg valgte derfor at køre ind til byen i nogle timer for at købe julegaver og spise frokost. Vi fik grillet kylling med salatbar på Jensen's bøfhus og var tilbage på Eira kl. 15.30. Nu var der da endelig kommet en masse mennesker, der var til Fu1 ligesom jeg selv. Einar Pahle holdt et lille foredrag på omkring 40 min om operationen, hvordan den forgår, hvilke risici der er og lidt om den forventede effekt. Derefter var det hele overstået.
Jeg synes at vi var heldige med at være først, for vi fik stort set ingen ventetid, da vi jo kunne køre og komme tilbage til den sidste information. Så en rigtigt god dag..

Nu har jeg læst alle dine indlæg, og jeg ved præcis hvordan du har haft det, jeg har det præcis på samme måde, vil også gerne have en OP. har en BMI på 40,5, men lægen synes jeg skal prøve engang til med omega kuren, så vil han se på det, men ved bare inderstinde at det ikek vil lykkedes, har prævet det før:0( Men er rigtig glad på dine vegne:0) Ønsker dig al held og lykke;0)
SvarSletJeg forstår dig godt, og synes faktisk det er lidt uretfærdigt at din læge ikke vil sende dig videre, hvis du har prøvet en masse ting allerede. Med et BMI på 40,5 er du jo berettiget udfra sundhedsstyrelsens retningslinier, og jeg synes du skal insistere på at få en henvisning..
SvarSlet