Så skriver jeg lidt igen.
Jeg tænker nogen gange at jeg ville ønske at jeg aldrig havde opdaget den her operation. Så kunne jeg have fortsat mit liv som hidtil og været ked af min overvægt og skide bange for følgesygdomme, men til gengæld ville jeg være i stand til at koncentrere mig om andre ting. Det her fylder bare helt vildt meget i mit hoved, og jeg har svært ved at lave noget som helst. Mit arbejde skrider helt utroligt langsomt fremad i disse dage, for jeg har tankerne et helt andet sted. Jeg har vist sådan en alt-eller-intet personlighed. Når jeg har sat mig et eller andet i hovedet, så overtager det fuldstændig og det er sådan jeg har det med den her operation nu.
Jeg ved stadig ikke hvad der kommer til at ske. Henvisningen er sendt eller bliver sendt en af dagene. Jeg har et BMI på 39, så det er meget muligt at den bliver afvist enten på Århus hospital inden omvisitering eller til forundersøgelse 1 (Fu1) på Eira (eller mølholm.. hvem ved?). Jeg har tænkt rigtigt meget på det, og jeg har allerede taget en beslutning. Hvis jeg bliver afvist, vil jeg tage de sølle 3,5 kg på så jeg får et BMI på 40 og kan få en ny henvisning. Jeg ved godt at det er pisse uetisk, men jeg tror altså at der er mange der har valgt at tage mere eller mindre på for at få den her operation. Jeg var inde på et forum for fedmeopererede og antallet af personer der er henvist med et BMI på 40,1 - 40,5 er overvældende. En skriver enda at havde hun vidst at hun kunne blive henvist på BMI 35 med diabetes, ville hun ikke have spist sig op til BMI 41. Jeg siger ikke at alle har taget på for at blive henvist, og jeg skal ihvert fald ikke fordømme dem der har. Det forstår jeg sgu godt. Hvad betyder 3-5 kg hvis man til gengæld kan tabe 40 kg?
På det forum fandt jeg desuden ikke mindre en 4 kvinder, der er blevet henvist med BMI under 40 og dårlige knæ som følgesygdom. De havde alle fået operationen, og det giver mig store forhåbninger. Til gengæld fandt jeg også nogen der var blevet afvist med samme forudsætninger. Dog var den nyeste af dem blevet afvist inden omvisiteringen i Århus, så jeg håber at hvis jeg bare kan blive omvisiteret til Eira, så skal det nok gå. Nogen skriver at hvis man bare er kommet igennem nåleøjet og er blevet omvisiteret, så skal der være kontraindikationer til operationen før man bliver afvist.
Jeg går og er lidt bange for at de her forums giver et lidt for "lyserødt" billede af behandlingen. Dem der bliver opereret og har meget lidt eller dårlig effekt af operationen skriver jo ikke dagbog på nettet i flere år efter. Vi ser kun de gode resultater. Jeg håber virkelig jeg tager fejl.
Nå tilbage til alt det der henvisnings-halløj. Jeg er nemlig lidt i et dilemma. Hvis jeg nu er så heldig at blive omvisiteret til Eira, så vil jeg jo som så mange andre gerne tabe mig en helt masse inden Fu1, og jeg er helt klar over at jeg skal kontakte dem først og være sikker på at min startvægt er i systemet, så det er i orden. Men hvad så hvis jeg dukker op til fu1 og har tabt f.eks. 5 kg, og så bliver afvist? Så er det pludselig 8,5 kg jeg skal tage på for at få BMI 40. Det er sgu ikke særlig sjovt. Det er jo meget.. Selv når man vejer 113-118 kg. På forumet var der en der foreslog at man kunne sørge for at tage på så man havde et BMI på 40 til fu1. Men det virker bare så mærkeligt at blive henvist med BMI 39 og så have et BMI på 40 når man kommer til forundersøgelse. Man skal jo tabe sig 8% af sin vægt inden operationen og vil det så være 8% fra henvisningsvægten eller fu1-vægten. Det kan pludselig blive et vægttag på 13-15 kg i stedet for ca. 10 kg før man kan blive opereret og jeg vil jo også gerne til lidt hurtigt.
Jeg ville faktisk lidt ønske at jeg havde taget de sidste 3½ kg på før jeg bad om henvisningen fra lægen. Så ville jeg have været ovre alle de bekymringer.